En giftig cocktail, der fører til stress

Hvem har ansvaret, når en medarbejder (eller leder) bliver syg af stress?

Jeg talte for nylig med en læge, der kunne oplyse, at han gennemsnitligt sygemelder 3-4 personer med stress om ugen. Ja, om ugen.

Ifølge Stressforeningen er 35.000 danskere sygemeldt med stress, 430.000 oplever daglige symptomer på stress og 500.000 føler sig udbrændt på jobbet.

Skræmmende tal – og endnu mere skræmmende, at der ikke synes at være bedring i sigte.

Konjunkturer, flaskehalse, konkurrence og kontinuerlig optimering fører til øget pres på det mest modtagelige og plastiske led i kæden: den enkelte medarbejder.

Der er således mange dele i den store stress-mosaik, og vi skal da heller ikke glemme de mennesker, der er direkte involveret, nemlig denne enkelte medarbejder og hendes leder.

Vi ved, at stress er et begreb med mange nuancer, men her tænker jeg på den stress, der knækker. Den stress, der rammer – ikke fordi den enkelte person er svag, men fordi hun har prøvet at være stærk alt for længe. Alt for mange symptomer på stress er blevet overhørt i alt for lang tid.

Hvor ligger ansvaret så? Udover de sammenhænge, vi ikke har direkte magt over, vender vi tilbage til de to parter, der er direkte involveret – den enkelte medarbejder og hendes leder.

Medarbejderen

Den enkelte medarbejder er, som mange måske allerede ved, styret af mere eller mindre bevidste mønstre, der gør det svært for hende at sige fra til fordel for sig selv. Hun løber stærkere rundt mellem flere og større bunker samtidig med, at hun med voksende besvær forsøger at mønstre et smil og signalere, at jo, det skal hun nok klare.

For medarbejderen vil gerne være med på holdet. Så hun forsøger at være stærk og undgå at falde igennem. Måske presser hun sig selv yderligere af den simple grund, at hun, når hun kigger sig omkring, tolker, at kollegerne tilsyneladende godt kan klare presset.

Overfor står lederen, der ikke opfanger alt det, der vises mellem linierne. Lederen, der måske selv føler sig presset og derfor presser videre nedad i systemet.

Lederen

Lederen ved ikke, at medarbejderen mangler nattesøvn og restitution, fordi tankerne aldrig lader hende få fred. Lederen noterer sig muligvis heller ikke, at medarbejderen bliver mere indadvendt eller lider af manglende appetit.

Hvad lederen imidlertid kan observere er signaler som fx:

  • hukommelsesbesvær
  • manglende beslutsomhed
  • kortere lunte
  • humørsvingninger
  • øget sygefravær
  • manglende engagement
  • nedsat handleevne

Når lederen enten ikke opfanger eller forstår de kendetegn, er virksomheden i risiko for at måtte sende endnu en medarbejder afsted på sygeorlov af ukendt varighed.

Lad os opløse den giftige cocktail

Umiddelbart har vi hver især ansvaret for vores eget helbred.

Men når grænseløs velvillighed og (ubevidst) manglende evne til netop at tage hånd om sit eget helbred møder en leder (og måske en hel virksomhed), der ikke ser og/eller anerkender dette ganske almindelige og menneskelige mønster, så er det, vi skaber uhyggelige statistikker uden udsigt til bedring.

Mange virksomheder er blevet opmærksomme på mindfulness og dette værktøjs fortrinligheder. Men selvom alle kan have glæde af at lære redskabet af kende, er vi nødt til at se i øjnene, at det er og bliver symptombehandling på en dybereliggende problematik.

Hvis virksomheden analyserer sine sygestatistikker og sætter ind lige dér, hvor bare én eneste medarbejder er sygemeldt med stressbelastning, kan kurven knækkes.

Hvis virksomheden anerkender sin del af ansvaret, skal der sættes ind med forebyggelse, dvs forståelse for roden til stress og den enkelte leders behov for midlertidig ekstra støtte, der gør ham i stand til netop at opdage og handle på de overbelastningstegn, hans medarbejdere viser.

På den måde kan vi – indefra og ud – og ja, med en grundig personlig indsats, opløse den giftige cocktail, der nedsætter alle involveredes evne og mulighed for at handle i både virksomhedens, den enkelte medarbejders og samfundets interesse.