Dine værdier som leder bliver også dine medarbejderes

 

 

Det mest grundlæggende og uomgængelige kernepunkt for dig som leder er at vide, at du først og fremmest er en rollemodel for dine medarbejdere.

Din opgave er ikke kun at gå foran og vise vej, men også at stimulere andre værdier, der sammenlagt giver et bedre team, der samarbejder, udvikler og leverer.

Hvis du som leder husker at kommunikere, vise interesse og engagement er der allerede gratis points at hive hjem. For er det ikke netop det drive, der skaber resultater?

Alle mennesker, ledere såvel som menige medarbejdere har behov for – og elsker – forbilleder at blive begejstret af. De vil ikke kun trampe i den retning, du anviser, de vil også inspireres som mennesker.

Omvendt giver det grimme ringe i vandet, når lederen fx ikke overholder aftaler, taler i øst mens han handler i vest, ikke lytter, løber fra ansvaret eller skaber intriger og magtkampe. Hvis han ikke viser respekt for det enkelte menneske og måske endda tromler andre for at promovere sig selv. Hvis lederen kommer og går som det passer ham, bliver det let en almindeligt anerkendt adfærd.

Det handler ikke kun om at ære og formidle virksomhedens værdier   – du repræsenterer og videregiver også dine egne værdier i din adfærd som leder.

Læg dog mærke til, at det gode eksempel ikke betyder det perfekte eksempel. Så det er ikke meningen, at du skal slide dig selv op i perfektionens tegn. Tværtimod. Du skal være et menneske.

Når du viser, at også du kan være i underskud eller vildrede og efterspørge løsninger eller udvikling, skaber du tryghed, fordi intet er mere skræmmende end en superperfekt leder, som ingen kan leve op til. Den afgørende værdi i de tilfælde vil være, at du ikke bare erkender, at der er noget, du gerne vil bringe i bedre balance, men at du også viser, at du rent faktisk tager ansvar for at gøre dét, der skal til.

Kan du se pointen? Du skal være dig selv, men måske er der et par værdier, du med fordel kan kigge efter i sømmene. Du vil ofte kunne aflæse på dine medarbejdere, om der er steder, der skal justeres. For de vil ofte – om end ikke altid – afspejle de værdier, du selv hylder. På godt og ondt.

Når du går foran som det gode eksempel, vil de lægge mærke til dine værdier.
Og de vil følge dig som ællinger følger deres autoritet og vejviser, andemor.

 

Diana Lindegaard     dit ledertalent – mit speciale     ring på 28 83 05 32