Dygtig leder og menneskekender?

…så begår du måske denne fejl

Som en dygtig leder er du sikkert også en god og opmærksom menneskekender.

Det siges, at vi (be)dømmer andre mennesker på ca 10 sekunder, når vi ikke har mødt dem før.
I hvert fald i løbet af det første minut. Fysisk holdning, stemmeføring, ansigtsudtryk, håndtryk osv.
Alt sammen viser dig noget om en anden person – ting, som du opfatter nærmest instinktivt.

Problemet er bare, at det er helt umuligt at vurdere et andet menneske så hurtigt.
Så du risikerer at gå glip af værdifuldt udbytte og vigtige relationer, hvis du er for hurtig.

De allerfleste mennesker vinder ved nærmere bekendtskab. De fleste mennesker vil også gerne bidrage til den relation, I har, hvis der vel at mærke bliver plads til det. Og tid.

menneskekender

Photo by Pete Bellis on Unsplash

I virkeligheden bedømmer vi andre ud fra os selv. Når vi ser os selv i andre, så tror vi, at vi kender dem. Men det er ikke sandt, fordi det er mere komplekst end som så.

Sandheden er nærmere, at når du ser noget, der vækker genklang i dig, så digter du typisk lynhurtigt selv resten af historien. Det er både naturligt og almindeligt.

Men der sker alt for mange fejltagelser på den konto.
Alt for mange skuffede forventninger, som den anden person ikke engang kan gøre for eller har indflydelse på.

Hvordan undgår du de fejltagelser, der på sigt kan være kostbare, fordi du risikerer at gå glip af den rette medarbejder eller samarbejdspartner?

Opskriften er

  • At spørge, coache, undersøge.
  • At være nysgerrig i stedet for at være (for) hurtig.
  • At give tid og plads til, at din/jeres relation kan udfolde sig.
  • At finde ud af, hvordan verden ser ud med den anden persons briller.
  • At forsøge at forstå hans udgangspunkt, besværligheder, evner og interesser.
  • At være opmærksom på, hvad dit eget hhv. den andens behov er.
  • At være åben om dine egne ideer, ønsker og tanker om jeres relation.

I det hele taget er opskriften at spørge i stedet for at fortælle, forudsætte og være for hurtig til at sætte den anden i den bås, hvor du tror, han hører til – for det gør han sjældent.
Slet ikke, hvis han får mulighed for mere og andet.

Så selvom du garanteret er en super kompetent leder og menneskekender, så tænk over, om der kan ligge mere/andet guld i andre personer.

Noget guld, som du måske ikke er opmærksom på, fordi du glemmer at undersøge det nærmere i farten.

Det gør der ofte.