Udvikling er et af dine fundamentale behov

 

”Sådan er jeg nu engang!”

Måske hører du den sætning – måske siger du den endda selv.

Og måske er det nu engang sådan at jeg er introvert eller hader kartoffelmos, rejser eller at bade i koldt vand. Måske er jeg nu engang et dominerende, stresset eller negativt menneske.

Det er ret almindeligt, at vi som mennesker slår os til tåls med, at sådan er vi nu engang.
Måske er det fint nok, måske ikke.

For når vi lander et sted og ligger fast i troen på, at vi ikke kan lette igen, så er der blokeret for al videre udvikling.

Udvikling sat på pause

  • Hvor smart er det i en verden, der raser derudaf i en parallel bane?
  • Hvor gavnligt er det i et liv, hvor du uophørligt krydser andre menneskers spor og måske ønsker at følges med en eller flere af dem?
  • Hvor let er det for dig at løse dine konflikter, som er opstået som følge af, at du ”nu engang er sådan” og derfor blokerer for udveje?
  • Hvor effektivt er det at ligge fast, hvis du ønsker mere mening i dit liv, end det er lykkedes dig at skabe lige nu?
  • Hvordan kan du håndtere din stress, hvis du fortsætter ad samme vej uden at udvikle din forståelse og bevidsthed om, hvorfor netop du er et offer for overbelastning?

Udvikling er livslang – eller bør være det

Som barn ligger udvikling til højrebenet og de voksne får girafhals, når et barn ikke udvikler sig som forventet.
Barnet har et lysende synligt behov for udvikling.

Som voksen er der nogle af os, der hviler lidt på laurbærrene i ønsket om bare at leve fredeligt og nyde livet. Og det er fint nok – så længe der ikke derved opstår et uopfyldt behov for udvikling.
Fordi udvikling nærer din motivation og kreativitet.

Logisk nok er der jo stadig meget, du ikke har lært, uanset hvilken alder du har – selvom du selvfølgelig på ingen måde har behov for at lære ALT, heldigvis.

Dit behov for udvikling forsvinder altså ikke, bare fordi du når en bestemt alder. Udvikling er et fundamentalt behov for mennesker. Uagtet hvor i livet, du befinder dig.

Konsekvenserne

Nogle mennesker keder sig hurtigt, når de kører i det samme hjul dag efter dag. Andre bliver forjagede ved tanken om, at der altid er mere at lære.

Under alle omstændigheder havner de fleste af os fra tid til anden i situationer, hvor vi har behov for mere viden og udvikling for at komme videre. Hvad gør du så? Sætter du dig for selv at lære, eller tilkalder du én, der kan? Eller begge dele?

Det afhænger nok af situationen. Jeg har fx ikke behov for selv at reparere min vaskemaskine. Men jeg har et personligt behov for fx at være i stand til at omgås og forstå andre mennesker. Min familie, kolleger, venner, naboer osv. Så her må jeg tage ansvar for mit udviklingsbehov.

Selv på en øde ø uden andre mennesker, vil du efterhånden udvikle færdigheder, der gør dit liv mere behageligt eller meningsfuldt. Og måske keder du dig alligevel. Fordi du mangler mulighed for at udvikle dig endnu mere.

Regningen for ikke at udfylde dit behov for udvikling kan bestå af mange symptomer. Kedsomhed er allerede nævnt. Meningskriser. Måske overdrevent fokus på andre (børn, partner osv.) eller generel utilfredshed uden rigtigt at vide hvorfor. Frustration over ikke at være opdateret eller kunne følge med. Lavt selvværd og manglende selvtillid. Mindre kreativitet og bristende motivation.

Ær dit behov for udvikling

For at være i balance, er det derfor vigtigt at fodre dit behov for udvikling. Helst i dit eget tempo, forstås, selvom det ikke altid er muligt i professionelt regi.

Kast lidt lys på dit udviklingsbehov og se, hvor barometeret står. Skru lidt op og ned efter behov.

Og hvis du er leder for andre mennesker, bliver dit lederskab endnu bedre, hvis du har øje for, at dine medarbejdere har samme behov – ikke for meget på en gang, men heller ikke for lidt.

For med udvikling vokser vores selvtillid, motivation, kreativitet og vores følelse af værdi som mennesker.

Og behovet er der (for de fleste), uanset alder og stilling.